torsdag den 21. juli 2011

Muligvis verdens nemmeste boller

Den her opskrift er fundet i en kogebog jeg ikke kan huske hvad hedder. Min søster blev ved med at prale i sin facebookstatus med fuldkornsboller med havregyn, så til sidst måtte jeg bede hende sende den til mig. Var jo nødt til at tjekke, om de virkelig var så praleværdige.

Og oh, hvilken fryd, de er at lave. Tingene ud af skabet, i skålen, røre, røre, røre, ingen dej på fingrene, og så i køleskabet til næste morgen. Yes. Opskriften er perfekt.

4 dl koldt vand
15 g gær
1½ tsk salt (skru evt. lidt ned for saltmængden, det kan godt blive for meget.)
1-2 spsk olie
200 g havregryn
200 g hvedemel


Rør gæren ud i vand. Tilsæt olie, havregryn og salt. Rør det sammen. Tilsæt melet og rør dejen sammen et par minutter. Jeg kører min på Kitchen Aid'en, og så passer den sig selv et par minutter. Det er vigtigt at dejen ikke er for lind, for så flyder de ud på bagepladen. Dejen skal have en grødtyk konsistens.
Læg folie over, og stil den i køleskabet til næste dag.


Når bollerne skal bages:
Tænd ovnen på 180 grader.
Tag dejen ud, og form bollerne med to skeer, sæt dem som klatter på bagepladen.

Pas på med at lave dem hverken for små eller for store. Der bliver ca. 8-12 stks ud af en enkelt portion.
Bag dem i ca. 30-40 minutter (ved 180 grader). Tid afhænger af størrelsen og din ovn. Min ovn er tosset og jeg bager kun på 175 g i 35 min, når de er almindelig str. Ellers dør de for mig. Men du kender bedst selv din ovn. Prøv dig frem.

Et voila. Lækre saftige boller, med sprød skorpe.



TIP:
  • Jeg laver altid dobbeltportion. De ryger hurtigt.
  • Udskift noget af hvedemelet med grahamsmel, og få endnu grovere boller.
  • Udskift olie med honning, udelad saltet, og fyld fx valnødder i, så får du de skønneste søde  valnøddeboller.
  • Drys noget ovenpå bollerne, fx sesam eller solsikke. Det giver god smag til bollerne.

fredag den 8. juli 2011

Marengs - in a jiffy

Super nem opskrift på marengs. De bliver luftige og sprøde, på den virkelig fede, hjemmelavede måde. Når du har prøvet at lave marengs selv, lover jeg dig, at du aldrig køber en pose i supermarkedet igen.

100 g chokolade
4 æggehvider
60 g sukker
60 g flormelis blandet med 60 g sukker



Pisk æggehviderne med det almindelige sukker. Når massen er stivnet helt, rører du sukker/flormelisblandingen i, uden at piske.






Smelt chokoladen i vandbad




(eller hvordan du nu ellers bedst smelter chokolade).


Find en vase, sæt en sprøjtepose eller bare en almindelig frysepose, ned i den, og fyld ca. halvdelen af marengsmassen i. Lav en lille fordybning (IKKE helt ned) og hæld chokoladen i.





Klip hul, og fyld på en bageplade med bagepapir på. Du bestemmer selv størrelsen. I dag lavede jeg mine bitesize. Sidste gang kæmpestore. Det kommer an på hvad man er i humør til.

Den anden del af portionen putter du lidt vanilleessens i, eller frugtfarve. Fylder i en pose, og laver små marengskys af.




Bages i ovn ved 90 grader i 2 timer. Lad dem stå i ovnen til den er helt afkølet (eller ca. 45-60 minutter). Så bliver marengsne perfekte, og ikke seje.



Glemte selvfølgelig at tage billeder inden de gik i ovnen, så I får lige sådan et hovsa billede.


TIP:
  • Istedet for bare at bruge mørk chokolade, så prøv at bruge chokolade med nødder, eller hvilken som helst anden smag du kan lide. Det giver et ekstra twist :-)
  • Istedet for kun at lave små marengs, kan du også lave 'fuglereder' som er gode med flødeskum, is og/eller friske bær.







 

*Opskriften er oprindeligt fra BoligLivs hjemmeside, men jeg har søgt og søgt, og kan altså ikke finde den igen. Ingen link love denne gang. Beklager.

tirsdag den 5. juli 2011

Tranebær/rosinboller

Når du er lækkersulten efter den simple, søde smag af hvidt brød, er de her rigtig gode. Men pas på. En bliver hurtigt til flere. Det er simpelthen ikke til at stoppe, når du først kommer i gang.

Lavet efter opskriften  på melpakken og justeret til efter, hvad der var i skabene.

4 dl mælk
50 g gær
1 æg
½ tsk salt
2 spsk olie
1 spsk sukker
1 håndfuld rosiner
1 håndfuld tørrede tranebær
hvedemel (til du synes dejen er som den skal være, jeg bager på slum)

Hæld det hele i en skål, og fyld mel på til dejen er smidig og glat.
Sæt til hævning et lunt sted ca 40 min
Tril dejen til boller, og sæt på bageplade.
Lad dem efterhæve 20-30 min.
Kan pensles med æg.
Og så i ovnen med dem, på 180 grader, ca. 12-15 min afhængig af størrelsen.

Bør nydes lune, med masser af koldt smør.
Mums.



TIP:
  • Udelad rosinerne, og du har en simpel thebolledej.