tirsdag den 24. maj 2011

Solbær-chokolade-drøm

Denne her kage skal I passe på med. Bare I åbner opskriften, har det første kilo allerede plantet sig solidt på sidebenene. Når du handler ingredienser som mascarpone, fløde, chokolade og solbærsyltetøj, sætter de næste par kilo sig insisterende, og når du tager den ud af køleskabet i al sin pragt, kommer der lynhurtigt to mere på. Og du har ikke engang smagt den endnu.
Men når du tager den første bid, og smagen af sød mascarponecreme, syrligt solbærsyltetøj og fyldig, cremet chokoladeganache eksploderer og tilfredstiller dine smagsløg, tilgiver du kagen med det samme, og glemmer, at du nogensinde overvejede at lade være.
Det her er ultimativ nydelse.
Bon Appetit.


Kilde: Alt for Damerne, 2011

TIP:
- Når der står, at du skal bruge to hele glas syltetøj, så mener de det. Kagebundene suger en del af syltetøjet.
- Kagen bliver allerbedst, hvis den får lov til at stå køligt nogle timer, så mascarponecremen kan nå at sætte sig.
- Når du bager bundene, og skal dele dem i tre (eller to), så brug sytråd. Det er tusind gange nemmere end at stå og fumle med knive, og smuldret kage.
- PAS PÅ bundene når du har delt dem. De er meget skrøbelige.




Bananscones

De her bananscones har jeg fået opskriften på af en veninde fra mødregruppen.
Da det er en sconedej, er der bagepulver i, og derfor skal den ikke hæve som en gærdej fx skal. Der er ikke smør i, og næsten ingen sukker heller, så de er ikke meget usunde, og kan derfor være en god snack til ungerne fredag aften, eller et sødt mellemmåltid, hvis man lige har brug for et kick.



 










1 dl havregryn
1 dl rosiner
2 bananer, modne (mosede groft)
2 spsk sukker
2½ tsk bagepulver

en knsp. salt
1 æg
3/4 dl mælk
375 g mel (ca!)

Alle ingredienser æltes og puttes på en bageplade. Der blir ca 12-13 stk. 
Bages i 10 min ved 200-225 grader (du kender bedst selv din ovn).

Jeg har eksperimenteret mig frem til at hvis dejen er godt klæg, når du putter den på bagepladen, så bliver sconesne bedst. Du tror du skal putte mere mel i, men pas på. De bliver nemt for tørre, og så skal der rigtig meget smør på til at rette op på det. Havregrynene suger rigtig meget væde under bagningen. Jeg bruger min røremaskine til at ælte det sammen, så er jeg fri for dej under neglene (kan nemlig ikke komme i tanke om noget jeg hader mere end det :-)

mandag den 23. maj 2011

Chokoladesmåkager

Den her opskrift har min mor lavet i årevis, og de er bare super fantastiske. Sprøde, søde, knasende og med store nødder. What's not to love? De er mine absolutte yndlingssmåkager.

Chokoladekager
Kager til 12 - ca. 55 stk.
  • 75 g blødt smør
  • 100 g sukker (ca. 1¼ dl)
  • 50 g brun farin (ca. ¾ dl)
  • 1 æg
  • 150 g hvedemel (ca. 2½ dl)
  • 1 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk natron
  • ½ tsk fint salt
  • 100 g grofthakket mørk chokolade (ca. 50% kakao)
  • 50 g hasselnøddekerner i halve
  • Bagetid: Ca. 7 min. ved 175°.
·         Rør smør og sukker godt sammen. Rør farin og æg i. Bland hvedemel sammen med vaniljesukker, natron og salt og vend det i smørblandingen. Tilsæt chokolade og nøddekerner. Sæt med 2 teskeer dejen i toppe på en plade med bagepapir. Tryk dem lidt flade. Bag kagerne øverst i ovnen. Spis kagerne, mens de er nybagte og lune.
·         Kilde: Karolines Køkken

Så er vi i gang.

På den her blog vil jeg samle mine yndlingsopskrifter, så de er let tilgængelige og lige til at gå til.
Tag for dig.
Velbekomme.
- Anne Lotte